DEBATMØDE 23. JUNI I FAGBEVÆGELSEN



Hvordan bliver kvinder en overskudsforretning – for dem selv og for samfundet? 


Fagbevægelsens Hovedorganisation inviterer til åbent debatmøde den 23. juni kl. 15.00-17.00 med økonomiprofessor Nina Smith om hendes nye bog Overskudskvinder, som hun har skrevet sammen med Anne-Mette Barfod.  Arrangementet foregår i FH’s hus i København – og du er inviteret!

Hør Nina Smith præsentere bogens budskaber – og til den stærke paneldebat med Mona Striib, Elisa Rimpler og Michael Ziegler. Sammen stiller de skarpt på, hvordan vi skaber bedre rammer for familieliv, ligestilling og velfærd.

Alt for mange kvinder står i et umuligt krydspres mellem forældreidealer, arbejdsdage og en svigtende velfærd.

Det er ikke fair. Det koster på ligestillingen. Og det koster på samfundets økonomi.

Vi skal turde spørge:

  • Hvorfor accepterer vi, at deltid er en nødvendighed for mange kvinder?
  • Hvorfor er det stadig kvinderne, der bærer den største omsorgsbyrde?
  • Hvad kan vi som samfund gøre for at sikre frihed, fleksibilitet og lige muligheder? 


Kom og vær med til en inspirerende eftermiddag!
Tilmelding er gratis, og der er stadig pladser.


Følgende temaer vil indgå i paneldebatten:


  • Omsorgsblinde økonomiske regnemodeller: Hvad er velfærdens og den offentlige sektors værdi for samfundet? Kan vi måle effekten af bedre velfærd, og hvorfor gør vi ikke det, når det kunne have politisk betydning? Hvordan påvirker de økonomi- ske regnemodeller beslutningstagning?

  • Deltid er en underskudsforretning for både kvinderne og for samfundet: Kvindernes arbejde afhænger af gode velfærdsordningerne. Undersøgelser viser, at daginstitutioner har for lav kvalitet, og i folkeskolen bliver der sat drøn på inklusionen trods blandede erfaringer. Hvor efterlader det kvinderne og familierne, som skal arbejde mere, mens børnene efterlades i et velfærdssystem, som svigter. Er det muligt at give bedre rammer for familierne, hvis velfærden forbedres og måske endda øge arbejdsudbuddet?

  • Kvinder skal tackle høje standarder for forældreskabet og store ambitioner til beskæftigelse: Kvinder står overfor et enormt pres med høje standarder for både forældreskab og karriere. Hvordan kan vi ændre kulturen omkring forventningerne til forældre, især kvinder, uden at skabe skyldfølelse?

  • Der skal være plads til et godt familieliv, som også fremmer ligestilling: Vores arbejdsmarked skal rumme, at forældre med små børn har brug for mere fleksibilitet. Hvordan kan vi skabe et arbejdsmarked, der rummer en god balance mel- lem familie- og arbejdsliv uden at kvinderne er nødsaget til at gå på deltid? Hvad kan vi gøre for at fordele barsel og omsorgsarbejde mere ligeligt mellem forældrene, og hvordan kan det fremme ligestilling på arbejdsmarkedet?